Det begyndte under corona. I 2021 skulle Kim Nielsen besøge sin datter i København, og familien prøvede et udendørs opgavespil.

– Vi havde en sjov eftermiddag, og snakken faldt på, om vi ikke kunne lave noget lignende i Nykøbing. Andrea kunne skrive historien og lave tegninger, og jeg kunne udvikle opgaverne.

Men Kim ville ikke bare kopiere det, de havde prøvet.

– Vi valgte at gøre det til en byrundtur og et mysterium, der skulle opklares. I dag har vi ture i fem områder på Lolland-Falster samt tre andre steder i landet. 

 

At vælge en by med historie

– Byen må gerne være interessant i sig selv. Det skal være spændende at gå rundt og opleve den. Vi skal gerne kunne finde omkring ti steder på ruten, hvor man både får historien om stedet og kan løse en opgave.

 

Lolland-Falster viste sig hurtigt at passe godt til formatet.

 

– Det er vores hjemmebane, så det er vigtigt for os at lave gode oplevelser her. Og vi fandt ret hurtigt ud af, at byerne passer perfekt til GoMystery. Det handler næsten altid om at spotte en detalje og finde sammenhængen mellem opgaven og stedet. Hvis jeg for eksempel står ved Czarens Hus i Nykøbing, kigger jeg på facaden og tænker: Hvis koden allerede er her, hvilket kodesprog skal jeg så opfinde, for at det kan give et svar?

 

Hvad håber du, at folk opdager undervejs?

– Først og fremmest håber jeg, at de oplever byernes skønhed. Men jeg elsker også at fremhæve en lille detalje på et hus eller et torv, som man først ser, når man kigger lidt opad eller direkte ned. Jeg kan rigtig godt lide at føre folk ind i de små, hyggelige stræder. Staldgården i Nykøbing, Kapellanstræde i Maribo og Blindestræde i Nakskov er nogle af mine favoritter.

 

Og selv lokale kan blive overraskede og få øje på noget nyt ved deres by. Kim håber, det også sker for dem, der vil prøve kræfter med GoMysterys nye tur i Nykøbing. Her skal deltagerne opklare et mord – og de mistænkte er virkelige personer fra byen. Med deres accept, selvfølgelig.

 

Hele byen som spilleplade

GoMystery har også udviklet sig undervejs. De første ture var bygget sådan op, at man skulle løse én opgave for at finde næste stop. Det fungerede godt for små grupper, men mindre godt, når mange hold var afsted samtidig. Derfor er de nye ture bygget op, så de forskellige stop kan løses i vilkårlig rækkefølge.

 

– Så kan holdene starte forskellige steder, og på den måde kan firma- eller familieture med op til 50 deltagere være i gang samtidig.

 

Og når mysteriet først er i gang, bliver turen hurtigt til mere end bare jagten på det rigtige svar. Deltagerne kommer rundt i gaderne, får øje på nye steder, og ser undervejs, hvor meget vores område har at byde på.

 

Tag på mysterietur her

Kims gode tips til en tur på Lolland-Falster

Kim Nielsen med tre GoMystery-spil på Lolland-Falster.
Kim Nielsen står bag GoMystery, som har gjort flere byer og steder på Lolland-Falster til levende mysterier. Fotokredit: Kim Nielsen, KonceptLab

Til børnefamilien
Bag aktivitetspladsen ved Guldborg kan børnene lede efter de små huse i skoven, fortsætte på legepladsen og slutte dagen med en badetur ved Guldborgbroen.

Til vennerne
Prøv GoMystery ved Frederiksdal, eller tag afsted for oplevelsen. Området byder på kirsebærmarker, egeskov, gods og engelsk park, og på vineriet er der af og til smagsprøver.

Til turisten
Har du ikke oplevet Dodekalitten endnu, er det bare med at komme afsted. Turen gennem skoven, udsigten og de monumentale stenansigter gør vejen derhen til en del af oplevelsen.

Her samler og formidler vi historier om mennesker, steder, initiativer og muligheder på Lolland-Falster, så flere får øje på, hvad vi har, hvad vi kan, og hvad vi er en del af.

Lolland-Falster – mere mellem himmel og jord udgives af Business Lolland-Falster.

Business Lolland-Falster
Kidnakken 7
4930 Maribo

www.mere-lollandfalster.dk

© 2026 Lolland-Falster – mere mellem himmel og jord.
Se cookiepolitik.