Mere mellem himmel og jord
Mere mellem himmel og jord er et redaktionelt univers om Lolland-Falster. Her fortæller vi historier om mennesker, steder, fællesskaber, virksomheder, hverdagsglæder og alt det, der binder os sammen.
Universet er skabt for os, der bor her, arbejder her, er flyttet hertil, er vendt hjem eller på anden måde føler os knyttet til Lolland-Falster.
Historierne
De gemmer sig i markens jord, ved havets kant, i smilehullet på Momse og i gymnastikplinten med 50-års jubilæum. I atelieret med drejebænken, i den grå bygning med den buldrende skorsten og i flittige hænder og nysgerrige hoveder. Vores historier er alle vegne.
Alle de historier, der fortæller så utroligt meget om os og om alt det, vi kan, skal og vil – og drømmer om. Men det kan være svært at se dem, hvis de ikke bliver fortalt. Der er så meget at være stolt af, for der er så meget, vi kan.
For vi kommer fra Lolland-Falster, hvor roerne gror … og hvor der også vokser virksomheder og grønne visioner, nye boligområder og gravide maver, fællesskab og skaberlyst. Lolland-Falster har længe været et sted, andre på afstand har haft travlt med at mene noget om – dem om det. Vores arbejde med at styrke den regionale stolthed begynder lige her. Og hvis vi er heldige, breder det sig, så andre også får øje på det.
Først og fremmest skal vi give dem, der bor her, lidt mere grund til at rette ryggen, klappe hinanden på skuldrene og i fællesskab løfte hovedet højt. For vi er ikke så anderledes. Vi arbejder hårdt og dedikeret, elsker inderligt, har kant, bliver rasende, forundres og dufter lige så meget til blomsterne som alle andre. Og selvom jante af og til sætter snubletråde i gaderne, så er der så uendeligt meget, vi er virkelig gode til.
Alt det skriver vi om i Lolland-Falster – mere mellem himmel og jord.
Hvem står bag?
Mere mellem himmel og jord udgives af Business Lolland-Falster.
Her samler og fortæller vi historier om mennesker, steder, virksomheder og fællesskaber på Lolland-Falster – med blik for det, der sker, udvikler sig og binder området sammen.
Mere mellem himmel og jord er et selvstændigt redaktionelt univers med historier, der skal være relevante og interessante for dem, der bor her, arbejder her eller på anden måde har en relation til Lolland-Falster.
Kontakt os
Du kan skrive til os på
info@mere-lollandfalster.dk
