Jens Thorving Andersen: ”Vi har glemt det, men naturen husker det.”

– Jeg ved, at der kun kan være tale om to forskellige arter: blåvinget steppegræshoppe og blåvinget ørkengræshoppe. Førstnævnte er fundet på Rødbyhavn baneterræn og ville være forventet, da den blot skal flyve et lille stykke. Blåvinget ørkengræshoppe er en kritisk truet art, der på dette tidspunkt kun er fundet på Bornholm. Jeg er nødt til at se vingerne for at være sikker. Er der et sort bånd på de azurblå vinger, så er det et kæmpehit.

Jens kravler forsigtigt rundt om ATV’en, mens veninden, som han selv beskriver det, ligner ét stort spørgsmålstegn.

– Jeg fanger dyret, der ikke rykker sig ud af stedet – det er virkelig også godt kamufleret. Lige så forsigtigt folder jeg vingen ud og skriger “BLÅVINGET ØRKENGRÆSHOPPE!!” – en kræsen græshoppe, der vil have varieret natur med store planteædere. Vi fik vores fund til Ritzau, og de efterfølgende dage kom alle landets græshoppeeksperter (begge to) til Saksfjed. I dag, to år senere, findes den i hundredvis på arealerne. Det er fedt.

At sådan et lille krapyl kan dukke op her, er noget af det, der gør Saksfjed interessant for Jens. Området ligger på det sydlige Lolland på gammel havbund. 

– Saksfjed Vildmarks historie går jo helt tilbage til 1872, hvor en stormflod fik katastrofale følger for befolkningen. Efterfølgende blev der bygget et dige, og vandet blev pumpet ud af området. Tilbage var en sandet havbund, der næppe har været sjov at dyrke. Siden 2023 har området fået lov til at udvikle sig til natur og spiller dermed en vigtig rolle i arbejdet med at blive klogere på, hvordan vi mest effektivt kan omlægge gammelt landbrug til natur.

Man skal blande sig for at kunne blande sig mindre 

I Saksfjed Vildmark arbejder de med at give naturens egne processer plads. Men på gammel landbrugsjord betyder det ikke nødvendigvis, at de bare kan gå hjem og lade stå til.

– Rewilding handler i al sin enkelhed om at slippe kontrollen og dermed også de mange dilemmaer, der længe har fyldt i vores klassiske naturforvaltning, hvor man har lavet uendelige plejeplaner for, hvordan naturen skal se ud. Vi har planer for, hvordan vi giver naturen og dens processer mest mulig kontrol.

Et konkret eksempel er de gamle dræn.

– Der kan sagtens være situationer, hvor vi ‘gør noget’, men så er det på et videnskabeligt grundlag. Fx er mange tidligere landbrugsområder fyldt med dræn, som afvander arealerne. Dem kan man fjerne for at lade vandet finde sin egen vej til glæde for fx padder og andre arter, der afhænger af naturlig hydrologi.

Men grænsen mellem at hjælpe naturen og styre den forsvinder ikke, bare fordi man kalder metoden rewilding. I Saksfjed bliver invasive planter aktivt bekæmpet, og de store heste og okser er samtidig under dagligt opsyn og får jævnligt besøg af en dyrlæge.

Også gæsterne må indrette sig efter naturen og dyrene. Hunde må ikke komme med ind bag indhegningerne, besøgende skal holde afstand til de store dyr, og færdslen kan begrænses, hvis hensynet til naturen kræver det.

For Jens rækker dilemmaet også ind i vores forestilling om, hvordan ’ægte natur’ skal se ud.

– Det er jo et paradigmeskifte, vi står i. I generationer har vi glemt, hvordan naturen engang så ud. Vi har glemt, at hele Europa indtil for få tusinde år siden var fyldt med store dyr og vilde processer. Vi har glemt det, men naturen husker det – derfor er det gået så ringe med at vende biodiversitetskrisen i mange år.

For naturen tager ikke altid hensyn til, hvad vi mennesker gerne vil bruge et område til.

– Naturen er jo pisseirriterende, medmindre formålet er natur. I alle andre sammenhænge er den i vejen, og derfor er den eneste løsning, at vi på et tidspunkt stopper op og erkender, at verden er større end os selv, og at der findes så meget fedt derude, som er et mål i sig selv. Det, tror jeg på, kan lykkes, men det kommer til at tage tid.

Vinterdepression findes ikke herude

De store dyr fylder også godt i Saksfjed.

– Jamen, det magiske ved et landskab med store planteædere som vilde heste og okser er, at det er et landskab i konstant forandring. Hver dag er der nye spor: steder, der er blevet bidt ned, trampet, gravet, lavet stier m.m. Det er aldrig kedeligt – heller ikke om vinteren, hvor man ellers kunne tro, at det blev ‘dødt’ derude. Nu er efterårstrækket af fugle for alvor i gang, og edderkopperne begynder at dække landskabet i de små faldskærmstråde, de skal bruge for at kunne sprede sig, inden vinteren kommer. Og vi er ikke bekymrede for vinterdepressionen i Vildmarken.

Den slags detaljer har Jens altid haft blik for.

– Jeg vil sige det på den måde, at jeg har været så heldig at ‘bevare’ min nysgerrighed. Den er nemlig ikke noget, man får – det er noget, man mister. Og det har aldrig været nemmere end i dag, hvor man hele tiden skal passe ind i kasser og sammenligne sig med hinanden. Men der er ingen tvivl om, at naturen er det sted, hvor man kan udfolde og fastholde sin nysgerrighed.

Den tilgang har Jens med på arbejde. Her laver han blandt andet ture for skoler og organisationer, videoer og andet indhold til sociale medier og udvikler koncepter til Vildmarkens formidling.

Fortiden i nutiden

På det seneste er det især de store tauros-okser, der har fået gæsterne til at spærre øjnene op. De er avlet til at være vilde stedfortrædere for den oprindelige urokse, og de ser markant anderledes ud end det kvæg, de fleste kender fra markerne.

– Det at kunne vise et dyr, der ikke ligner kødkvæg, men derimod ‘passer’ helt ind i naturen, gør bare historien ekstremt stærk. Jeg vil gerne have, at vi alle oplever en natur, hvor man kan fornemme det ‘store billede’, og her er de store dyr bare vigtige brikker.

En af gæsterne satte nogle helt andre ord på oplevelsen:

– Jeg husker tydeligt, da en gæst sagde: “Man får helt lyst til at male et hulemaleri” efter at have set de store dyr. I det øjeblik var vi connectet til de mennesker, der malede deres ‘yndlingsdyr’ for 35.000 år siden.

Jens bliver stadig overrasket i Saksfjed Vildmark. 

– Udover det historiske perspektiv så er det et spændende sted, der ikke kun myldrer med fugle, men også med arter, der kommer sydfra. Man har altid følelsen af, at “der kan ske noget lige om lidt” i Saksfjed. At lokalbefolkningen ovenikøbet er de bedste naboer, man kunne forestille sig, er jo prikken over i’et.

Tag på besøg i Saksfjed Vildmark

Svar på Jens’ naturquiz

• 17. De flokkedes om et dødt dådyr på cirka 30 kilo.

• Over 1 million kilo. Det betyder blandt andet, at der er rigtig gode forhold for møgbiller.

• Snyltehvepsen Netelia caucasica.