Fodboldklubben har hjemmebane i Lersøparken ved Bispebjerg i København, men fællesskabet peger tydeligt mod Lolland-Falster. Klubben er målrettet unge, der oprindeligt kommer fra Lolland-Falster eller har en relation til området, og som gerne vil spille fodbold, møde andre og holde fast i et netværk, der handler om at komme fra samme sted.
På den måde ligger klubbens paradoks allerede i navnet. Copenfalster FF har hjemmebane i København, men har hjertet på Lolland-Falster.
Ude er godt, når fællesskabet følger med
Mange unge fra Lolland-Falster flytter på et tidspunkt tættere på København eller helt ind til byen for at studere, arbejde eller prøve noget nyt. Men det betyder ikke, at tilhørsforholdet til det sted, de er født og opvokset, forsvinder – ofte snarere tværtimod. Og her kommer Copenfalster FF på banen.
I klubben kan de nemlig møde andre, der også har taget turen fra Lolland-Falster til hovedstaden. I dag har Copenfalster FF omkring 70–80 medlemmer, og det siger noget om, hvor langt et godt lokalt foreningsliv rækker, selv når det flytter til et helt andet sted.
På papiret er Copenfalster FF selvfølgelig en fodboldklub, men det er meget mere end det, for på banen, i omklædningsrummet og til 3. halvleg kastes dialekt og lokale anekdoter rundt, mens der deles nyheder fra Lolland-Falster, selvom hverdagen er et andet sted.
Vil du med på banen?
Har du selv rødder på Lolland-Falster og lyst til at spille med i København, kan du finde Copenfalster FF via DBU’s klubside eller kontakte klubben på copenfalster@outlook.dk.




