På en firlænget gård fra 1909 på Vestergårdsvej finder du gamle dingenoter, mennesker med (røver)historier og gode råd om alt fra startproblemer til skæve aksler. Her ligger Fejø Tekniske Museum, og foreningen bag samler især på ting, der har været brugt på Fejø siden dengang, gården blev opført. Så her kan du finde en større samling af traktorer, motorer, redskaber og andet grej, som fortæller om, hvordan arbejdet og hverdagen på øen har forandret sig gennem generationer.
Gården blev købt af foreningen i 2022 efter i flere år at have stået næsten skjult bag brombær og bevoksning. Siden er der blevet ryddet op og gjort plads til både samlingen og alle dem, der har lyst til at være med.
Fra heste til hestekræfter
De gamle maskiner fortæller om en tid, hvor arbejdet på gårdene blev forandret markant. Fra slutningen af 1800-tallet begyndte nye maskiner at overtage mere af det tunge arbejde, som tidligere blev klaret med håndkraft og heste.
Udviklingen kunne mærkes på Lolland-Falster, hvor landbruget fyldte meget, og på Fejø fik teknikken også betydning for den voksende frugtavl. Nye redskaber gjorde arbejdet lettere og hurtigere, og hverdagen på gårdene forandrede sig helt naturligt med dem.
Gamle ting virker stadig
Her står maskinerne ikke kun på række for at blive beundret. Foreningen er nemlig skabt som et samlingssted for folk, der holder af at rode med og istandsætte gammel teknik.
Her bliver der skruet, repareret og udvekslet viden, mens arbejdet skrider frem. Nogle kommer for maskinerne, andre mindst lige så meget for selskabet. Og hvis du selv har et stykke ældre mekanik, der driller, kan du bare komme forbi og spørge om råd.
På Fejø fylder foreningslivet meget, og det tekniske museum er blot ét af de steder, folk bruger deres fritid på noget, de holder af – sammen med andre.
Åben efter aftale
Du behøver ikke kende forskel på en karburator og en krumtap for at få noget ud af besøget. Og hvis du aftaler et besøg på gården, kan du være heldig at blive mødt på gårdspladsen af en hostende motor og én, der er i gang med en længere historie om, hvad den engang blev brugt til.
Fejø og frugten
Fejø har i generationer været tæt forbundet med frugtavl. I begyndelsen af 1900-tallet fandt øens bønder for alvor ud af, at der var gode penge i æbler og pærer, og på få år blev store dele af øen plantet til med frugttræer.
Frugten blev også sejlet til København med de såkaldte pæreskuder – en tradition, som Fejø senere har taget op igen. I dag er frugt stadig en så tydelig del af øens identitet, at Fejø af flere bliver kaldt Frugtøen.




