KØSTEN er en 65 kilometer lang vandrerute langs Falsters kyst fra Stubbekøbing til Gedser og videre mod Nykøbing F. Undervejs kan du blandt andet besøge Hesnæs Havn, der er genåbnet efter stormskader, og tage på lydvandring, hvor lokale stemmer guider dig gennem landskabet.
Meget mere at gå efter
Bag KØSTEN står borgere, foreninger, lokale aktører og kommunen, der i fællesskab har fået projektet til at lykkes. Og det kan mærkes, for ruten tager afsæt i steder, der har betydning for os: havnen i Hesnæs, kysten omkring Gedser, stierne langs vandet og alle de gode historier, der hører til her.
Ruten gør det lettere for os alle at bruge de steder, mange på Lolland-Falster allerede har et forhold til: Hesnæs Havn, strandene ved Ulslev, Bøtøskoven, Gedser og de små stykker kyst.
Du behøver ikke være en erfaren vandrer for at tage af sted, for KØSTEN er for de fleste – også dem med korte ben. Den er delt op i fire etaper, så du kan vælge en strækning, der passer til dig og dine gåfæller.
God tur!
Tag KØSTEN i fire bidder
Etape 1: Stubbekøbing – Hesnæs Havn, 16 km
Første etape går fra Stubbekøbing Havn mod Hesnæs gennem Nordøstfalsters kystlandskab. Undervejs kommer du forbi Grønsund, Søborgdige, Skansen og spor efter Marie Grubbes gamle færgested. Senere fortsætter ruten gennem Corselitze-skovene, før den ender i Hesnæs, hvor havnen igen er åbnet efter stormskader.
Etape 2: Hesnæs Havn – Ulslev Strand, 15 km
Her går ruten gennem bøgeskov tæt på Østersøen og forbi nogle af de mest markante kyststrækninger på turen. Pomle Nakke, Halskov Vænge, Donnemose Feriekoloni og Generalens Lysthus ligger på eller ved strækningen og giver etapen mere at gå efter end udsigten alene.
Etape 3: Ulslev Strand – Bøtøskoven, 15 km
Etapen følger Falsters østkyst videre sydpå. Ved Ulslev Strand er der adgang ned over skrænterne til de brede sandstrande, og længere nede ad ruten nærmer du dig Marielyst og Bøtøskoven. Det er en god strækning, hvis du vil gå tæt på vandet uden de store stigninger.
Etape 4: Bøtøskoven – Gedser Havn, 16,5 km
Den sydligste etape begynder i Bøtøskoven og fortsætter mod Gedser Havn. Her er fugleliv, sommerfugle og fritlevende heste i skoven, før ruten nærmer sig Gedser og Danmarks sydligste punkt. I Gedser kan du kombinere turen med KLANG KØSTEN, en lydvandring med lokale stemmer.




