Fra galdebjørne til madpakkeminder

Jane kom til Knuthenborg som 24-årig og boede de første otte år i et af de gamle stenhuse inde i parken. Helt fra starten var Janes hverdag altså ikke kun tæt på dyrene, men midt i deres verden – på deres revir og deres præmisser.

Det blev et arbejde som intet andet, for i Jane, der selv kalder sig et naturmenneske, satte Knuthenborg sig hurtigt fast, og smilet kan stadig høres i stemmen, når hun fortæller om alt det, parken betyder for hende – og for mange andre. 

Tålmodighed, lort og dyreliv på egne præmisser

Bag det, gæsterne ser, ligger også både beskidt arbejde og evnen til at lade ting tage tid. Stalde skal ordnes, der skal skovles lort, og dyrene skal aflæses, trænes og flyttes i et tempo, de kun selv bestemmer. For dyrene gør ting, når det passer dem, og dyrepasserne skal kunne læse deres adfærd og indrette sig efter det.

Det mærkes også på den måde, parken er bygget op på. Det handler om dyrene og deres behov, ikke om menneskene og effektive arbejdsgange. Her er det dyrene, der lever og skal have det godt. Det kan ses, når de store dyr bevæger sig hjemmevant på savannen – og i abebussen, hvor det er gæsterne, der er i ’bur’, ikke aberne. Dyrene sætter agendaen og viser ret tydeligt, hvad de vil – og hvad de absolut ikke gider.

Bjørnene, der skal have et andet liv

I Knuthenborg har dyrepasserne et hjerte for dyr, der har brug for en ny begyndelse. Det gælder blandt andet parkens pensionerede cirkuselefanter, der har knoklet et helt liv og nu kan bruge deres pensionisttilværelse på rolige dage i eget tempo. Og det gælder de seks asiatiske sortbjørne fra Sydkorea, som kom til Knuthenborg i juni 2026 efter mange år på galdebjørnefarme, hvor de engang blev holdt for at udvinde galde til traditionel medicin.

I Knuthenborg skal bjørnene have ro, plads og tid til at finde ud af, hvad et bjørneliv også kan være. Dyrepasserne træner dem langsomt, så de på sigt kan sundhedstjekkes uden unødig stress, men lige nu skal de blot falde ned og falde til. 

For Jane er bjørnene en hjertesag. Hun følger dem med en blanding af faglighed og ømhed, der siger en hel del om hendes forhold til arbejdet. For ét er at kunne hjælpe, noget andet er faktisk at gøre det. 

Minderne ved Svanesøen

Knuthenborg er ikke kun et sted for dyr fra hele verden. For mange på Lolland-Falster er parken også ro, fællesskab og familiedage ved Svanesøen.

Her spiste Jane som barn madpakken med sine bedsteforældre, og hun ved, at mange gæster har lignende historier fulde af pølsehorn, gulerodsstænger og flere generationer samlet.  

Det er nemlig også en del af parkens lokale betydning: familiedage ved søens kant, tæt på dyr fra hele verden. Og der er ikke mange steder i Danmark, hvor den lokale park både har legepladser, is til salg, rovdyr og hermeliner, der løber frit.

Det er præcis det, der gør Knuthenborg til meget mere end en attraktion for alle dem, der er kommet her i generationer.

Samtidig er Jane optaget af, at Knuthenborg bliver ved med at forny sig. Parken skal følge med og give nye generationer grunde til at komme igen, uden at de gamle traditioner mister værdi.

Plads til alle

Selv om Jane arbejder med mange af de dyr, folk rejser langt for at se, er hun rigtig glad for alle de danske arter, der lever vildt i parken. Egern, hermeliner, kaniner og andre danske dyr er en del af Knuthenborgs liv, og det er en ret fantastisk ting, at både bjørnene fra Sydkorea og egernene i træerne hører naturligt til i den samme park.

I dag bor Jane selv ude for enden af en skov med havudsigt og grævlinger i baghaven. Hun mener, Lolland-Falster er fejlagtigt udskældt, for hun har tydeligvis fundet meget at holde af: naturen, roen, dyrene og et sted som Knuthenborg, der både rummer fortid, nutid og fremtid.

Selv efter 21 år på samme arbejdsplads – der af og til slet ikke føles som et job – virker det som om, Jane slet ikke er færdig med at gøre sit til, at Lolland-Falster har en dyrepark, der kan noget helt særligt.

Læs mere om Knuthenborg her